Når Hadsten Gade Grand Prix køres for 27. gang torsdag den 7. august, bliver det med ét af de stærkeste felter i løbets historie. World Tour-profiler, tidligere vindere og benhårde kontihold tørner sammen på den berygtede rundstrækning, hvor Søndergadebakken sætter scenen for en aften med fart, taktik og smerte.
💬 “Der er ikke så meget der. Det er bare fuld smadder i over en time – sindssygt hårdt!”
– Mads Pedersen, tidligere vinder af løbet
Favoritter til sejren
Tobias Lund Andresen

Tour de France-sprinteren fra Team dsm–firmenich PostNL er i storform. Med en 3. plads på 17. etape i årets Tour og en stribe topresultater fra foråret, er han en af årets mest vindende danskere. Han har punch, han har speed – og han er farlig på den korte, hårde rute i Hadsten.
Daniel Stampe

Sidste års vinder og tidligere Airtox-rytter, nu hos BHS-PL Beton Bornholm. Han elsker gadeløb og har netop vundet Fyn Rundt. Kan han gentage triumfen i Hadsten?
“Hver gang du rammer bakken, er det bare fuld gas.” – Daniel Stampe
Søren Kragh Andersen
Dobbelt Tour de France-etapevinder, nykåret dansk mester og tidligere Hadsten-vinder (2015). Kommer i dannebrogstrøjen og har vist, at han er tilbage i topform efter en hård sæsonstart.
Anders Foldager
World Tour-rytter fra Jayco AlUla og lokal helt fra Thorsø. Blev nummer to i Hadsten sidste år og tog for nylig 5. pladsen i Tour de Wallonie. Revanchen lurer.
Michael Valgren
Amstel Gold Race-vinder, dobbelt vinder af PostNord Danmark Rundt – og direkte fra Tour de France, hvor han blev 9’er på etapen til Carcassonne. Har været tæt på før i Hadsten, men aldrig vundet. Er 2025 året?
Rasmus Bøgh Wallin
Vandt i Hadsten i 2018. Stærk sprinter fra Uno-X Mobility, der trives i det høje tempo.
Johan Price-Pejtersen
Enkeltstartsspecialist og tidligere verdensmester (U23). Kæmper for at vise, at han også kan brillere i gadeløb.

Kontinentalholdene er klar til kamp
De fire stærkeste danske kontihold stiller op med ryttere, der både har benene, taktikken og modet til at vippe World Tour-profilerne af pinden:
🔹 BHS-PL Beton Bornholm – med Daniel Stampe i spidsen
🔹 Team ColoQuick – med Emil Toudahl, Malte Hellerup og Joshua Gudnitz
🔹 Airtox Carl Ras – med Mads Andersen og Stian Rosenlund
🔹 Team Give Steel – 2M Cycling – med Mads Landbo og Oskar Ulrik Winkler
Uden for kontiholdene skal man også holde øje med Christian Gorm Albrechtsen (Ceramic Speed AROS Forsikring), der blev nr. 7 sidste år og netop kørte en 6. plads hjem i Polen.

David mod Goliath – og taktikkens spil
Ruten i Hadsten er kort, hård og teknisk. Det giver kontiholdene mulighed for at angribe tidligt og taktisk. Når en rytter går i udbrud, må World Tour-rytterne reagere – og dét kan åbne døren for en overraskelse. Det skete i 2019, da Steffen Munk Christiansen slog Asgreen i spurten. Og da Jeppe Aaskov Pallesen slog Mads P i 2022.
💬 “Det er bare fuld gas med syre op til over begge ører.” – Steffen Munk Christiansen
💬 “Without any doubt the hardest criterium in the world.” – Chris Froome
Torsdag den 7. august fra kl. 17.00
eliteløbet starter kl. 19.30.
📍 Hadsten centrum – Søndergadebakken venter
🎟️ Køb Fanzone-billet og læs mere: hadstengadegrandprix.dk/fanzone
👀 Se hele deltagerlisten: Deltagerliste
🎉 Afterparty med livemusik og mad i Søndergade til kl. 22.00
