Michael Valgren deltager i Hadsten Gade Grand Prix 2024
Den 8. august byder Hadsten Gade Grand Prix igen velkommen til race på Søndergadebakken. Traditionen tro præsenteres gadecykelløb med ryttere fra øverste hylde, og vi er stolte af at kunne annoncere endnu en toprytter til dette års løb.
Topryttere til Hadsten
Forleden kunne vi hos Hadsten Gade Grand Prix præsentere Anders Foldager som første Pro-Tour rytter, og i dag løfter vi sløret for endnu en markant dansk profil. Michael Valgren, der kører for EF Education-EasyPost, deltager også i årets løb. Blandt Valgrens meritter kan nævnes dansk mester, vinder af Post Danmark Rundt samt vinder af Amstel Gold Race.

Valgrens imponerende karriere
Michael Valgren har flere gange deltaget i både Tour de France og Vuelta a España. Efter et grimt styrt i 2022, som holdt ham ude i flere måneder, har han dog ikke været udtaget til disse løb. I år fik han debut i Giro d’Italia, hvor han på 5. etape var tæt på en etapesejr og endte på en flot 2. plads, hvilket er hans bedste resultat siden VM i 2021, hvor han blev nummer 3.
Motiveret til sejr i Hadsten
Valgren var med i opløbet om en plads til årets Tour de France, men blev i sidste ende fravalgt. Han kommer derfor til Hadsten med ekstra friske ben og stor motivation, når der skal køres om sejren på Søndergadebakken.
Valgren udtaler: “Jeg glæder mig til at komme tilbage til Hadsten efter et par års fravær. Publikum er altid fantastiske og der er garanti for ondt i benene. Vi træder altid de vildeste watt på Søndergadebakken.
Jeg vil gøre mit bedste for at være med i finalen”.
Støt Hadsten Gade Grand Prix
Kom og oplev nogle af de største cykelstjerner og vær med til at støtte Favrskovs største sport- og kulturevent. Køb dine billetter til Fanzonen nu og få en eksklusiv plads til at følge løbet tæt på.
Sikre dig billetter til Fanzonen og vær med til at støtte Favrskovs største sport- og kulturevent.
Ses vi til Hadsten Gade Grand Prix?