Vi er glade for at kunne meddele, at Vestjysk Bank endnu en gang vil være sponsor for Hadsten Gade Grand Prix, der finder sted den 10. august. Vi ser frem til en dag med fantastisk cykling og mange tilskuere på Søndergadebakken.
Vestjysk Bank har været en trofast støtte for løbet gennem alle årene, tidligere som Hadsten Bank. For bankens direktør i Hadsten, Hans Peder Hansen, er det en selvfølge at støtte lokale initiativer som dette.
Hans Peder udtaler: “Vi har været med fra starten og har støttet løbet både i de gode og de svære tider. Det er vigtigt for en by som Hadsten at kunne afholde et arrangement af denne størrelse, og vi er stolte over at kunne være en del af det.”
Sponsoratet er givet både med hjertet og hjernen. Det er en god oplevelse for byen, der samler folk til en hyggelig sommeraften og skaber en festlig stemning. Samtidig ser banken løbet som en mulighed for at brande byen og området, hvilket kan tiltrække nye borgere og potentielle kunder til banken.
Hans Peder tilføjer: “Et cykelløb med så mange tilskuere viser, at Hadsten er en by, hvor der sker noget, og hvor det er godt at bo. Vi er glade for at kunne bidrage til dette positive billede af byen. Desuden bekræfter arrangementet det stærke foreningsliv i byen. Eventuelle overskud fra løbet går tilbage til de foreninger, der står bag, hvilket vi synes er en rigtig god idé, da det styrker de enkelte foreninger.”